181 mere, idet hans tab er større, kan han kræve det oversky- dende erstatningsbeløb udbetalt. Det må anses for vigtigt, at disse enkeltheder vedrørende følgerne af pligtens overtræ- delse præciseres i loven, da der ellers kunne opstå tvivl med hensyn til disse detailler. Men ophavsmanden må også kunne vælge i medfør af § 34, 1. stk at få dom over forlæggeren til udgivelsens iværksættelse.“ Det følger imidlertid af § 34, stk. 1, der er hovedregelen, at for- læggeren er pligtig at udgive værket inden „en rimelig tid“ , jfr. N. F. § 1, hvilken frist erstatter L. 33 § 9, stk. 6’s frist af 1 år. In- den „en rimelig tid“ vil sige, at udgivelsen skal ske efter forløbet af den tid, der medgår til værkets fremstilling som vare og salgs- arbejdets forberedelse. Almindeligvis må man her regne med fra 3— 6 måneder, men ved bøger, der er tidsbundne, reportagebøger o. 1., kan fristen mulig presses under de 3 måneder, og ved andre, navnlig større værker, kan der blive spørgsmål om en længere frist. Man tage nu et eksempel som det i U. 1950.142 H. omh. re- portageskrift: „Vi flydde över Öresund.“ En sådan bog skal udgi- ves i tilslutning til selve de fremstillede begivenheder, og det er en selvfølge, at forlæggeren ikke kan trække udgivelsen ud i indtil 2 år, hvorved interessen for værket helt vil forsvinde. Heller ikke kan forlæggeren trække udgivelsen af en af ham antagen roman, hvortil ophavsmanden har leveret manuskriptet i april— maj må- ned til beregnet udgivelse i efteråret (bogsæsonen), ud på nævnte måde. Med andre ord: når forlæggeren misligholder sin forplig- telse efter udkastets § 34, stk. 1, kan ophavsmanden straks an- lægge sag og hæve d. v. s. generhverve forlagsretten samt kræve erstatning for eventuelt tab, der lides ved den opståede forsin- kelse. Når det i mot. cit. ovenfor siges, at ophavsmanden, „når den i stk. 2 angivne tidsfrist er overskredet“ , har de nævnte be- føjelser, er dette ikke rigtigt, thi han har dem længe forinden. Reglen om generhvervelse af forlagsretten i L. 33 § 9, stk. 7 og 8 er jo en regel, der skal vise ophavsmanden vej til efter forløbet af visse frister at komme fra forlagskontrakten i tilfælde, hvor han ikke vil vente længere på udgivelsen, men hvor han e. o. heller ikke vil have sag med forlæggeren. Går han frem efter disse reg- ler, generhverver han sin forlagsret og kan nu uden at tænke på den tidligere kontrakt gå til en ny forlægger og være sikker på, at