182 han kan hjemle denne forlagsret til værket. Der kan kun opstå uklarhed ved at kombinere en sådan regel med reglen om erstat- ning. Mot. forsvarer reglen ved henvisning til, at der „ellers kunne opstå tvivl med hensyn til disse detailler“ . Jeg kan ikke se, at der her er tale om detailler, det drejer sig tværtimod om forlæggerens hovedpligt og ophavsmandens tilsvarende ret. Og det er netop udkastets formulering, der vækker tvivl om retsstillingen. Mot. siger: „Men ophavsmanden må også kunne vælge i medfør af § 34, 1ste stk. at få dom over forlæggeren til udgivelsens iværk- sættelse.“ Dette er jo rigtigt, ophavsmanden kan få handlingsdom over forlæggeren, men da denne ikke kan gennemtvinges på anden måde end ved tilkendelse af erstatning, så bliver der altså også i dette tilfælde tale om „at hæve og kræve erstatning“ , dette bliver resultatet, når forlæggeren ikke efterkommer handlingsdommen. Skal ophavsmanden her vente i 2 henholdsvis 4 år? Nej det skal han selvsagt ikke. Men langt betænkeligere er dog forslaget til den nye regel i § 34, 2. stk., 2. pkt. om forlæggerens pligt til at udgive nyt oplag, når et tidligere oplag er udsolgt. Reglen kan ikke fraviges til skade for ophavsmanden. Ovenfor er påvist, at der ikke i gældende ret i de nordiske lande er hjemmel for en sådan pligt, og det er søgt påvist, at de faktiske forhold indenfor forlagsvirksomhed ikke taler for en sådan regel, der navnlig ikke vil være til nytte for ophavsmanden. Her skal yderligere blot henvises til, at forslaget ikke har kunnet opnå eenstemmighed inden for den nordiske kommission. Foreløbig er offentliggjort den danske, finske og nor- ske tekst, og det ses her, at den norske „enkeltkommission“ , der består af højesteretsdommerne Edvin Alten og Sigurd Fougner, tager afstand fra at indføre en præceptiv regel for dette forhold. Disse delegerede udtaler i „Innstilling“ 1950 s. 22 som følger: „Det bemerkes at de norske delegerte ikke har funnet å kunne slutte seg til andre delegertes forslag, hvoretter bestemmelsene i § 34 annet og tredje ledd ikke skulle kunne fravikes ved avtale om lengere frister ulen en dispensasjon med hjemmel i forskrifter ut- ferdiget av Kongen, men for øvrig være ufravikelige. Det forekom- mer oss rimeligere å overlate til ophavsmennene selv og deres or- ganisasjoner å vareta sitt tarv overfor forleggerne.“ Når der skal gives fælles nordiske lovregler om et privat kon- traktsforhold som det foreliggende, bør der formentlig være een-