stemmighed, såfremt der skal indføres tvingende ret om en prin- cipiel nyordning af en hovedside ved kontraktsforholdet, forlægge- rens udgivelsespligt. Så meget mere som der hidtil har rådet sam- me retsregel herom i de nordiske lande, og som der ikke indenfor disse retsområder har vist sig nogen ulempe ved den hidtil be- stående ordning, hvorefter forlæggeren har ret men ikke pligt til at udgive nyt oplag, en regel, der stemmer med forholdets natur og også er gældende andetsteds enten i henh. til positiv lov eller ifl. retspraksis. De danske mot. udtaler s. 149: „Også reglen i 2. stk., 2. pkt. bør være præceptiv. Det siges fra forlæggernes side, at forlæggerne alene har ret, men ikke pligt til at udgive nye oplag. Men hvis dette er tilfældet, er det nødvendigt at have en regel som den i 2. stk., 2. pkt. optagne, idet ellers den ene af parterne i kontrakts- forholdet, nemlig forfatteren, var bundet, medens den anden ikke var det.“ Her foreligger en åbenbar petitio principii. Der er iøvrigt ikke grund til at spørge om „dette er tilfældet“ . At der m. h. t. en af bestemmelserne i en forlagskontrakt kan foreligge en haltende kontrakt er påvist ovenfor og er faktisk gældende indenfor for- lagsretten. Særlig skarpt er reglen herom udtrykt i den norske åndsværkslov § 26, stk. 2 og den tyske forlagslovs § 17, men L. 33 § 9, stk. 9 og den svenske lov § 17, stk. 3 må forstås på samme måde, jfr. også N. F. § 7, stk. 3. Derfor skylder netop de danske mot. en saglig begrundelse for nødvendigheden eller dog hensigts- mæssigheden af at indføre en ny præceptiv regel som den fore- slåede. En sådan begrundelse er dog ikke givet. Det norske forslag kan imidlertid heller ikke tiltrædes. Iflg. § 34, stk. 2 kan ophavsmanden for så vidt angår udgivelse for første gang, hvis ikke andet er aftalt, hæve aftalen, beholde modtaget honorar og kræve erstatning for skade, som ikke dækkes af hono- raret. Noget andet kan vedtages, men det kan ikke vedtages, at forlæg- geren ikke skal være forpligtet til at udgive værket, så ophører kontrakten at være en forlagskontrakt. Misligholdes pligten til at udgive værket (første gang), må ophavsmanden have ret til at hæve og kræve erstatning. Her trænges ikke til lovbestemmelse som hjemmel. Hvad er da det andet, som kan vedtages? Er det meningen, at forlæggeren ved en kontraktsklausul skal kunne unddrage sig følgerne af en oplagt misligholdelse af pligten til at 183