189 1000 eksemplarer. Begrænsningen ville også for samlerværkernes vedk. være uden mening. Det må derimod antages, jfr. Grundt- vig s. 106, at den deklaratoriske regel om, at der kun må tages et oplag af dem, gælder i forhold til bidragyderne. Det samme må iøvrigt gælde i forhold til udgiveren, når han har ophavsretten, jfr. nedenfor. For forlagsrettens vedk. er det åbenbart, at der ligger afgø- rende vægt på at nå til klare kontraktsforhold vedrørende samler- værker. Parternes retsstilling beror alene på kontrakterne. Men mange vanskeligheder melder sig herved. Hvem er „udgiver“ i henhold til L. 33 § 3. Der er ikke tvivl om, at det må være den, der lægger planen for samlerværket, bestemmer de forskellige bi- drags indbyrdes vægt og størrelse samt udvælger egnede ophavs- mænd. Hermed foreligger grundlaget for at indrømme ophavsret for udgiveren. P. d. a. s. vil forlaget, der ved disse værker ofte sætter en meget stor kapital ind — man tænke blot på konversa- tionsleksika, ordbøger, oversigtsværker over tidens viden på et eller andet område o. s. v. — være nødsaget til at sikre værkets udarbejdelse. Som regel skal forlaget altså ikke blot som sæd- vanligt når værket er skabt påtage sig den økonomiske risiko, som trykning og udsendelse, herunder afsætningsrisiko, medfører. For- laget må ofte overtage finansieringen af samlerværket ved hono- rarudbetalinger, medens arbejdet står på. Under hensyn til den store risiko, forlæggeren således løber, vil det være rimeligt ved hensigtsmæssige kontrakter at sikre forlæggeren enten ved over- dragelse af ophavsretten til samlerværket eller i hvert fald for- lagsretten for 1ste og følgende udgaver af værket, ikke blot retten til udgivelse af flere oplag af dette. Det ligger iøvrigt i sagens na- tur, at der netop for disse værkers vedkommende vil være brug for at føre værket å jour, således at nye oplag uden bearbejdelse af værket som helhed er upraktiske. Der må iøvrigt sondres mel- lem forlagets forhold til udgiveren og til medarbejderne. 89. Kontrakten mellem udgiveren og forlæggeren må først og fremmest klarlægge, hvem der fremtidig råder over samlervær- ket. Ifl. Runge s. 595 spiller for tysk ret ikke blot forlagskontrak- ten, hvorved udgiveren overdrager forlagsretten til samlerværket til forlæggeren, ind, men det skal i tilslutning til en af rigsretten fastlagt praksis afgøres, hvem der er „Herr des Unternehmens“, hvorved økonomiske hensyn bliver bestemmende. For dansk rets