202 L. 33 § 9, stk. 9, jfr. stk. 7 — eller under henvisning til særlig be- stemmelse i forlagskontrakten — opfordret overdrageren til at ud- give værket inden den foreskrevne eller aftalte frist, så må erhver- veren foranstalte udgivelsen inden fristens udløb, om forlagsretten skal bevares for ham. Ophavsmanden skal ikke give ham en ny frist. Erhververen indtræder kort sagt i alle de af forlagskontrak- ten flydende forpligtelser. Har overdrageren misligholdt kontrakten, og er der i den anled- ning opstået et erstatningskrav for ophavsmanden, hæfter kun overdrageren herfor. Det ville være urimeligt at lægge følgerne af overdragerens misligholdelse over på erhververen, selvom denne er underrettet om, at misligholdelse har fundet sted. Han indtræ- der i kontrakten med rettigheder og forpligtelser i den stand, hvor- til kontraktmellemværendet har udviklet sig til overdragelsens øje- blik, hidtidig loyal opfyldelse af denne forudsat. En anden sag er, at erhververen overfor overdrageren kan forpligte sig til at svare til ophavsmandens på misligholdelsen grundede krav. Hvad angår forholdet mellem ophavsmanden og overdrageren gælder, at denne også efter overdragelsen hæfter for kontraktens opfyldelse, indtil ophavsmanden giver ham fri eller opfyldelse er sket1). Forlæggeren kan ikke ensidigt i forhold til ophavsmanden frigøre sig fra forpligtelserne. Dette gælder selvfølgelig, hvadenten der er tale om overdragelse af hele forlaget, en afdeling (område) af dette eller forlagskontrakt vedr. et enkelt værk. Det antagne stemmer med almindelig kontraktsret og med forholdets natur. I tysk forlagslov § 28, stk. 3 siges det, at erhververen hæfter over- *) I den ovennævnle svenske højesteretsdom, Nylt juridiskt Arkiv 1941 s. 144 forelå følgende sagsforhold: Ophavsmanden havde overdraget forlagsretten til nogle skolekort til en forlægger m od procenthonorar af salget. Forlæggeren, der i kontrakten havde forbeholdt sig ret til at overdrage forlagsretten til „an- nat foretag“ , overdrog sine rettigheder til et af ham stiftet aktieselskab, der overtog restoplaget. Selskabet, der skiftede navn, trådte senere i likvidation. Likvidationsboet solgte derefter til et nyt selskab forlagsret plus restoplag, men denne køber havde „enligt gängse kutym vid inköp av restupplagor“ krævet og ved handelen opnået, at sælgeren skulle forpligte sig til at betale eventuelle procenthonorarer til ophavsmanden. Ved dommen blev det fastslået, at likvi- dationsboet var pligtig at svare honorarer til ophavsmanden, at denne kunne holde sig direkte til boet, og at procenthonoraret skulle beregnes efter den ud- salgspris, erhververen opnåede ved salg af de pågældende kort og således ikke kunne nøjes m ed at svare procenthonorar i forhold til, hvad boet havde opnået ved sit salg af restoplaget.