234 der kan intet siges til, at organisationerne betaler den nødvendige kontrol. Det ses derimod ikke, at disse hensyn kan motivere, at organisationerne skal bidrage til den nævnte kulturelle fond. End- nu mere ejendommeligt forekommer det, at en person, der driver forretning som teaterforlægger — i et indtil lovens ikrafttræden frit erhverv — skal have bevilling og skal afgive 10 pct. af sin bruttoindtægt til nævnte formål. Sådanne foranstaltninger er ukendt ved tilsvarende udnyttelse af andre ophavsrettigheder1). Bevilling kræves til udøvelse af den nævnte virksomhed i Dan- mark. Loven rammer naturligvis ikke en i udlandet værende virk- somhed af samme art, og dette vil sige, at kontrakter mellem den danske teaterdirektør, der erhverver et udenlandsk stykke ved di- rekte forhandling med en udenlandsk teaterforlægger, falder uden- for lovens område2). Erhverves stykket derimod gennem dansk teaterforlægger, gælder loven. Kontrakter, der er bragt i stand i strid med reglerne i stk. 1, „er ugyldige“ . Dette kan dog ikke tages bogstaveligt. Har en ukon- cessioneret person som teaterforlægger overdraget opførelsesret til et scenisk værk til en teaterdirektør, der har spillet stykket i god tro, udebliver i forhold til ham enhver ugyldighedsvirkning. Og umiddelbare vokale sceniske opførelse af et dramatisk værk, for så vidt denne overdragelse ikke sker direkte mellem forfatteren eller dennes arvinger, og den der bringer værket til opførelse på dansk scene. Således gik det til, at teater- forlæggerens hidtil frie erhverv blev belastet med en afgift til fonden d. v. s. det kgl. teater. Såfremt det lykkes ophavsmændene ved at forhøje honorarerne til- svarende at vælte afgiften over på teatret, m edfører loven den urimelige kon - sekvens, at de private teatre beskattes til fordel for det kgl. teater, samtidig med at staten i et vist om fang må støtte privatteaterdriften i Danmark. *) I folketingstid. 1937/38 sp. 4231 karakteriserer Himmelstrup lovforslaget som „et forslag om støtte til Det kgl. Teater“ , jfr. også Teaterkommissionens bet. 1933 s. 73— 74. I formandens memorandum bet. s. 90— 91 siges: „Det ville også være naturligt, at danske kom ponister på denne måde yder deres skærv til det fond, hvis fornemste opgave er at værne tonekunsten i Danmark, for- trinsvis operaen på Det kgl. Teater.“ Denne begrundelse kan dog ikke anføres for udenlandske kom ponister og dramatikere. *) Det vil ej heller være rimeligt at forlange, at den danske teaterdirektør, der i udlandet søger — og må søge — repertoire til sit teater skulle være afskåret fra at erhverve et stykke direkte fra den udenlandske teaterforlægger. Himmel- strup advarer, folketingstid. 1937/38 sp. 4280 m od at gå videre ad den vej, man er inde på (loven af 1935). Det kan bemærkes, at man hverken under forhand- lingerne om 1935 loven eller tillægsloven i 1938 i rigsdagen har været inde på de juridiske og principielle spørgsmål. Den påtrængende opgave at fremskaffe midler til det kgl. teater dominerer debatten.