269 Der foreligger i vidt omfang et tillidsforhold. Imidlertid er også her kontrakten afgørende, og det er sædvanligt, at erhververen be- tinger sig ret til videreoverdragelse. Til belysning af de behandlede spørgsmål skal citeres en gængs klausul fra tonefilmkontrakter sluttet i Danmark til indspilning på dansk: „Overdragelsen indbefatter også retten til at syncronisere filmen på andre sprog, samt ret til re-make. Den gælder alle films- formater og alle måder for filmsoptagelse og filmsgengivelse, lige- som selskabet også har ret til at videresælge retten.“ Spørgsmålet om, hvorvidt erhververen ifl. filmatiseringskontrak- ten er pligtig at fremstille filmen og lade denne offentliggøre, har været genstand for megen opmærksomhed indenfor teorien. Ved pligt forstås her egentlig retspligt ikke blot det, at filmproducenten skal finde sig i, at retten går tilbage til ophavsmanden, såfremt den ikke er udnyttet inden en vis frist og under fortabelse af honorar udbetalt til ophavsmanden. Man må hertil først sige, at det nu næ- sten undtagelsesfrit er positivt afgjort ved kontrakten og sædvanlig i negativ retning. Filmproducenten påtager sig ikke en sådan pligt. For producenten stiller forholdet sig således, at værket, der over- drages til bearbejdelse, kun er en enkelt — omend en meget vigtig —■forudsætning for filmens fremstilling, tilmed den forudsætning, som økonomisk er lettest at overkomme. Filmatiseringshonorarer i de nordiske lande på fra 3000— 15.000 kr. er sædvanlige selv for meget egnede værker, hvor filmatiseringsomkostningerne løber op i hundredtusinder. Derimod skal mange andre forudsætninger være til stede, stor kapital (herunder egnede ateliers), udøvende kunst- nere, der er egnede for rollerne, dygtige instruktører, drejebogsfor- fattere, fotografer, cuttere, teknikere og ikke mindst værkets egnet- hed for filmatisering. For ophavsmanden drejer det sig om anbrin- gelse af et værk, som er offentliggjort på anden vis, men det er klart, at ophavsmanden — udover den økonomiske interesse — har en stærk ideel interesse i sit værks udbredelse under denne nye form, der rammer et helt nyt publikum og skaber fornyet interesse for bogen og ophavsmandens øvrige produktion. Valg af repertoire er filmproducentens vigtigste disposition. Et enkelt fejlgreb her medfører tab af en formue, flere fejlgreb fører til ruin. Det er dernæst ikke altid umiddelbart givet, at et objekt er egnet eller uegnet, undertiden vil først vanskelighederne ved ud- arbejdelse af drejebog eller af filmen selv vise retningen. Stillingen