270 ligner principielt den, teaterdirektøren står i ved valg af repertoire til teatret, men praktisk er konsekvenserne af en fejldisposition større ved filmfremstilling1). Derfor har producenterne næsten al- tid i kontrakterne sikret sig en under lovens tavshed klar juridisk position ved klausul om, at der ikke overtages nogen pligt til at lade filmen indspille. Og på den anden side kan heraf ofte udledes, at pligten overtages, når eneret til fremstilling betinges uden klau- sul om fritagelse. I reglen vil kontrakten i disse tilfælde udtrykke- lig fastsætte, at filmen skal indspilles inden en vis frist, undertiden bestemme, at ophavsmanden forpligter sig til en vis medvirken en- ten ved udarbejdelse af drejebog, ved indspilning eller ved arbejdet på filmens udnyttelse. De for filmproducenten foreliggende vanskeligheder m. h. t. af- gørelse af spørgsmålet, om han vil påtage sig pligt til at indspille filmen, har i praksis ført med sig, at der ofte aftales en option på filmatiseringsretten. Mod betaling af et mindre beløb — 500 — 1500 kr. — får filmproducenten option gældende 6— 12 måneder. Senest ved optionens udløb skal han da tage stilling til, om han vil erhverve filmatiseringsretten med eller uden pligt til at lade fil- men indspille. Erhverves filmatiseringsretten uden pligt til at ind- spille filmen, betales honoraret alligevel i reglen ved kontraktens underskrift, og det fastsættes, i hvor lang tid erhververen skal have retten. Ved fristens udløb generhverver ophavsmanden filmatise- ringsretten uden at skulle afgive nogen del af det betalte honorar. Denne form for filmatiseringskontrakt er den almindelige, og det ses, at parterne ad kontraktsvejen er nået til den retsstilling, der ifølge loven er gældende m. h. t. spørgsmålet om forlæggerens pligt til at udgive nyt oplag, ingen retspligt, men fortabelse af den er- hvervede ret uden pligt for ophavsmanden til tilbagebetaling af erlagt honorar. *) Friedemann fremhæver Ufita 1928 s. 541 med henblik på forlæggerens pligt til udgivelse og teaterdirektørens pligt til opførelse af et scenisk værk, at det her drejer sig om at gengive værket i dets oprindelige skikkelse. „Der Unternehmer ist hier der W egbereiter des Verfassers, der ohne diesen Mittler gar nicht an das Publikum herankommt. Der Film dagegen ist nicht die W iedergabe des Schrift- werkes, sondern eine neue Schöpfung, in die das Schriftwerk nicht einmal mit der ihm eigenen Ausdrucksform, sondern bloss mit seinem Inhalte, und auch mit diesem nur teilweise und oft kaum erkennbar, eingeht.“ Det er rigtigt, at der er tale om en bearbejdelse, men det må dog fremhæves, at det, film produ- centen søger, netop er ophavsmandens værk med dettes handlingsforløb.