271 129. Hvad angår spørgsmålet om ophavsmandens ideelle rettig- heder skal først bemærkes, at reglerne i L. 33 § 9, stk. 3, 4 og 5 også gælder for filmatisering, men at sagens natur kræver anven- delse med modifikation. Ved teatrets gengivelse af et scenisk værk er det teatrets opgave at fremføre netop dette, digterens eget bud- skab, som det er forfattet af ham, ganske som det er forlæggerens opgave at formidle værkets uændrede gengivelse i bogform. Tek- niske eller kunstneriske hensyn kræver ikke, at teatrets instruktør eller skuespillere laver om på værket. Sker dette uden samtykke af ophavsmanden, er det oplagt retsstridigt. Ved filmatisering skal værket derimod bearbejdes med filmens krav for øje. Allerede heri ligger, at vidtgående ændringer er nødvendige og derfor tilladelige rent bortset fra, om ophavsmanden har givet samtykke eller ej. I filmatiseringskontrakterne betinger producenterne sig ret til at „be- arbejde bogen frit med filmoptagelse for øje“ o. 1. Spørgsmålet bliver da, hvilke ændringer ophavsmanden, der har akcepteret klausuler som den nævnte, kan modsætte sig. Det er en selvfølge, at bogens stil ikke lader sig overføre til filmen, der kræver fortættet handling. Ligeledes må stof kunne skæres bort og andet føjes til. Det er van- skeligt at drage grænsen mellem tilladelig bearbejdelse og væsent- lig forringelse af værket, der er skadelig for ophavsmandens ære og anseelse. Ved afgørelsen heraf må man ikke lægge vægt på en- kelthederne men på helheden. Filmen må ikke udfra dette syns- punkt gives et væsentligt andet indhold end det, der findes i op- havsmandens værk. Det er de plumpe løjer og den gemene leflen for publikum, der ødelægger digterværk og film, og som giver op- havsmanden ret til at skride ind i henh. til L. 33 § 9, stk. 4. For- ståelsen for betydningen af at bevare værkets niveau og holdning i filmen er voksende, hvor det drejer sig om lødige værker. Under- tiden enes ophavsmand og producent om, at det i filmens fortitler udtrykkeligt angives, at filmens manuskript er udarbejdet frit efter ophavsmandens værk. M. h. t. angivelse af ophavsmandens navn ved filmens.fremførelse følger det af L. 33 § 9, stk. 4, at retten hertil er uafhændelig, det vedtages iøvrigt som regel, at navnet skal angives. Skal værkets titel ikke benyttes som filmens titel, må der foreligge aftale herom og om en anden titel. Ophavsmandens honorarkrav beror på aftalen. Det er endnu det sædvanlige, at værket købes for en fast sum. Men der er stærke be- stræbelser i gang for at få en for ophavsmanden gunstigere ordning