272 indført i stil med royalty systemet, således i hvert fald at der gives ophavsmanden procenter af salget, når fremstillingsomkostningerne er dækkede. Undertiden deltager ophavsmanden med hele honora- ret eller en del af dette som kapitalindskud ved produktionen af filmen. 130. Ny lov. Det oplyses i udk. 1951 mot. s. 79, at kommissionen i et tidligere udkast til loven havde optaget forslag til følgende regel: „Den, for hvis regning et filmværk er fremstillet, kan, hvis ikke andet er aftalt, udøve ophavsretten til værket på samtlige ophavs- mænds vegne.“ Reglen var tænkt som en repræsentationsregel, men den vakte den skarpeste modstand fra ophavsmændenes side. Disse hævdede, at de vedr. disse rettigheder burde være repræsenteret ved deres organisationer, hvilket allerede nu i vidt omfang finder sted. Således medvirker Dansk Forfatterforening for sine medlemmers vedk. ved afslutning af filmatiseringskontrakter. Kommissionen har opgivet forslaget, idet den efter nøje over- vejelse må finde, at det er rettest at henskyde hele dette spørgsmål til direkte forhandling mellem de interesserede parter og deres or- ganisationer. Der er ikke tvivl om, at dette standpunkt er rigtigt. Og den afgørende grund herfor er den, at en regel som den på- tænkte, selvom den ikke berøver ophavsmændene deres ophavsret eller andel i ophavsretten til filmen, dog vil stille dem svagere over- for filmproducenterne. Disse må, som andre der økonomisk udnyt- ter ophavsret, aflede al deres ret fra ophavsmanden. Denne skal som kontraktspart stå på lige fod med medkontrahenten. Hertil kan føjes, at de praktiske erfaringer, i hvert fald i Danmark, viser, at der ikke har vist sig ulemper herved. Der er ikke brug for særlige lovbestemmelser. Den ikke ubetydelige danske filmproduktion har kunnet vokse op på kontraktsgrundlaget suppleret med de i L. 33 givne almindelige regler om overdragelse af ophavsret. Og det er bemærkelsesværdigt, at der trods de foreliggende interessemodsæt- ninger og de mange retsspørgsmål, filmproduktionen afføder, ikke er opstået konflikter, som parterne og deres organisationer ikke selv har kunnet løse. Trods den således foreliggende faktiske tilstand har kommissio- nen ment det rigtigt at foreslå en ny bestemmelse § 39 under over- skriften „Aftaler om filmoptagelse“, et videre begreb end det, for- slaget vil give regler om. § 39 lyder: „Har ophavsmanden overdraget ret til at bruge et litterært eller