- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 3. årg. 1888 /
62

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

62

> Synd».

at se på ham. Men han holdt saa fast paa
den, at det gjorde ondt og tvang hende der-
ved til al se op.

»Nu er De fornzermet, De nydelige lille
Mukkehoved, og ved De sely hvorfor?»

»Det er fordi>, hendes Stemme dirrede
og hun havde Taarer i ujnene, »det er fordi,
De altid driller mig og behandler mig som
et Barn. — Hvorfor taler De ikke med mig
som med andre Damer som — som tf. Eks
med Mimi?»

»Naa, saa De kunde godt lide, at jag
talte til Dem om Himlens Stjerner, Havets
Hvisken og Nattergalens sukkende Kluk i
Busken? for saadan maa en lille romantisk
Gaas som Miss Mimi have det.

Med Dem derimod holder jeg af at tale
om mig selv, som De för bemeerkede, det er
mig en Tilfredsstillelse at fortelle Dem, alt
hvad jeg tenker, oplever, lider . . . selv om
De ikke er saa öm og deltagende over for
mine Meddelelser, som De burde vere. —
— Ja, og saa holder jeg af at drille Dem,
fordi jeg holder af at se Blodet banke i De-
res Kinder, og UVjnene tindre i Vrede, for
saa et vjeblik efter at faa Dem mild og god
igen. Kan de forstaa, al De er meget mere
for mig, end Mimi, og Deres Cousine Kam-
merjunkerinden, og alle de andre? og saa er
vi vel Venner igen, kere lille Klara? jo vi
er. Det kan ikke nytte, De ryster paa Hove-
det, Deres graa Misseöjne forraader mig
altid, naar Festningen er ved at kapitulere.
— Naa, nu skal De faa Lov til at gaa, men
kun paa den Betingelse, at De kommer her
igen i Morgen og snakker med mig; der er
noget . . . naa, det skal jeg sige Dem, naar
vi mödes igen.» -

Hun saa paa ham med straalende Ojne:
Hvor jeg er glad, fordi De bryder Dem lidt
om mig!» wvjnene lo, Munden lo, og Solen
lo med ned til dem gennem Trzerne.

Saa löb hun ned ad Skrenten mod Bade-
husbroen.

Han blev siddende paa Benken og fulgte
med vjnene hendes blöde wungdommelige
Skikkelse, lige til Badehusdören lukkede sig
efter hende. Hvorfor havde han
holdt "hende tilbage lidt endnu, han fölte i
det Öjeblik en blöd, svulmende Lengsel efter,
at have hende hos-sig igen, bare sidde og
se paa hende -— det var nok, der var en
nögen Uskyld i hendes Blik, der gjorde ham
saa nensom og afdempet i sit Forhold til
hende, — det var jo Synd — den lille: Stak-

ikke |

kel. Han tendte en Cigar og pustede Rö-
gen ud i Ringe. Synd, hvad var Synd an-
det end en gammal Samfundslögn? Nej, gribe
Lykken i de vjeblikke, den bödes, det var
Indbegrebet af al Levevisdom — den evige
Reflektion over Ret og Uret, det var jo det,
der sugede Marven ud af Samfundet . .
Men hende, — hun lignede ingen af de an-
dre, hende vilde han vere god imod, hun
skulde glemme ham, vere ung og glad —
han duede ikke till hende . . . Nej!

Aa, hver det var afskyelig varmt, han
sad jo her og forvrövlede sig selv til en sen-
timenlal gammel Idiot. — Gud ved, hvordan
Kammerjunkerinden havde det? hun sad
naturligtvis og kedede sig over en eller anden
Roman — hun vilde blive himmelglad, om
han hjalp hende at slaa Tiden ihjel för Mid-
dag — hun var saa smuk, og :« . . og han
havde ju ikke noget bedre at anvende sin
Formiddag til nu, — Saa rejste han sig med
et lille Suk — saa endnu en Gang ned mod
Badehuset: Naa, hun var naturligvis gaaet
hjem for lenge siden, og hvad kom det des-
uden ham ved.

Hvor Regnen dog ösede ned, vilde det
da aldrig faa Ende? i mange Dage havde det
jo ikke veeret muligt al komme udenfor en
Dör.

Klara saa mismodig op mod den tunge
graa Himmel, nej, den saa aldeles: ubönhörlig
ud. — Aa, hvor hun kedede sig og hvor
hun lengtes, det var ikke til at udholde . ..
Gid der dog vilde komme nogen — Lieute-
nanten? nej, han havde ju allerede trodset
Regn og Slud i Formiddag for al göre hende
Visit, og desuden truet med at gentage Be-
söget i Morgen, men Mimi da, aa ja! bare
hun var her, hun talte dog om ham . ...
og selv om det var pinligt at höre hende
fortelle om alle de Complimenter, han havde
sagt till den lille Skönhed, saa var det dog
bedre end... .

Men der kom ingen.

Saa fik hun pludselig en Indskydelse,
hentede sin Regnkaabe og trak Galosker paa.
»Hig til Moder, at jeg gaar hen til min Cou-
sine og bliver der i Aften»>, raabte hun i for-
bigaaende til Pigen nede i Strygestuen.

Ja der vilde hun tilbringe Aftenen, men
först vilde hun gaa ind til ham,

Hendes Hjerte bankede ved Tanken om
det dristige Skridt, hun stod i Begreb med
at göre, Det vjeblik var hun ligeved at vende
om igen — men saa huskede hun paa, hvad

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:54:08 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1888/0062.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free