Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
men saa danser du maaske saa meget desto
bedre. «
Det var en munter Herre, den naadige
Herre, en rigtig Spøgefugl, ha, ha! Men allige
vel gik det ham forbandet ilde bagefter, og jeg
siger bare: Gud fri og frels alle kristne Men
nesker for en lignende Lod! Ikke engang en
Jøde kunde jeg ønske en saadan Skæbne.
Naa, saa fik de da Roman gift. Han tog
sin unge Kvinde med sig ind i sin Hytte, og i
Begyndelsen skjændte han altid paa hende og
knubsede hende. »Det er din Skyld, « sagde
han, »at de har smurt mig saa læsterligt igjen
nem, og det er du ikke værd.« Kom han hjem
fra Skoven, jagede han hende gjærne ud af
Stuen og raabte: »Herud med dig! Jeg trænger
ikke til Kvindfolk her inde! Forsvind — og det
hurtigst muligt! Jeg ynder ikke, at der sover
noget Fruentimmer i min Hytte; det giver en
daarlig Luft.«
Ho, ho!
Naa, men med Tiden blev det anderledes.
Oksana fejede Hytten og holdt alt rent og i
Orden, og Køkkentøjet skurede hun saa blankt,
at man kunde spejle sig i det. Saa mærkede
Roman jo nok, at det var en god Kvinde, han
havde faaet der, og lidt efter lidt vænnede han
sig til hende og begyndte endogsaa at faa hende
kjær, Ja, det er sandt, hvad jeg siger, min
Dreng, jeg lyver ikke! Og saa endte det med,
at han en skjønne Dag sagde til hende :
Fra Øst og Vest. I y
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
