Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
»Naa ja, jeg takker den naadige Herre,
fordi han fik mig talt til Fornuft. Og jeg var
ogsaa et rigtigt Fæ, at jeg tog saa mange Stryg,
inden jeg faldt til Føje, for nu ser jeg jo selv,
at det slet ikke er saa galt endda, at jeg fik
dig. Nej, det er tvært imod rigtig godt, det
véd Gud det er.«
Saa gik der nogen Tid, men hvor lang
Tid, véd jeg ikke. En Morgen lagde Oksana
sig paa Bænken og begyndte at stønne og
klage sig, hen ad Aften blev det helt snavs
med hende, og ved Daggry, da jeg vaagnede,
hørte jeg en spæd lille Stemme, der pippede eller
skræppede — hvad man nu vil kalde det. »Ho,
ho!« tænkte jeg. ».Det er naturligvis et Barn,
der er født.« Og det var det ogsaa, for da jeg
skulde se nærmere til, laa hun med en lille
Unge i Armen. Megen Glæde fik hun dog ikke
af den, thi allerede hen ad Aftenen holdt den
op at skrige. Saa græd Oksana, men Roman
sagde :
»Ja, nu er der intet Barn mere, og altsaa
behøver vi ikke at sende Bud efter Præsten.
Lad os begrave det under Egen der henne.’
Og saa grov han en Grav under Egen og
lagde Barnet deri. Kan du se Stubben der
henne ? Det er alt, hvad der er tilbage af Træet ;
Resten har Lynet gjort det af med. Men endnu
den Dag i Dag, nåar Solen gaar ned, og den
klare Aftenstjærne tændes paa Himlen, kommer
der en lille Fugl og skriger — saa ynkeligt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
