leve deres sidste Aar i Ro hos Kone og Børn, Saaledes var ogsaa Martin Haller, min Plejemoders Mand, rejst til Paris for at tjene Penge. Han havde nu været borte i adskillige Aar, og jeg kunde slet ikke huske ham; men jeg savnede ham ikke, og jeg vilde vist rent have glemt, at der var en, jeg skulde kalde Fa'er, hvis der ikke engang imellem var kommet Efterretning fra ham. Det var da gerne en eller anden Kammerat, som kom hjem til Landsbyen og bragte en Hilsen med: »Deres Mand har det godt, Madam Haller! Han er rask og har Arbejde. Her sender ham Dem nogle Skillinger,« Det var det hele, men Mor krævede ikke mere, Han tjente til Brødet og havde det godt. Det var alt, hvad man kunde forlange. — En Aften i November, mens vi sad uden for Huset, kom en bluseklædt Mand forbi og standsede, idet han spurgte, om Hallers boede her. Da Moder svarede ja, gik han inden for Laagen, tog sin Hue af og sagde: »Jeg bringer nyt fra Paris.« De Ord havde vi før hørt, men den alvorlige Tone, hvormed de blev sagt, lød ikke i vore Øren som sædvanlig, og Moder spurgte ræd: »Aah Gud, der er da ikke hændt Martin en Ulykke?« »Jo, der er,« svarede Manden, »men De maa ikke blive saa angest. Han er falden ned fra et Stillads og ligger paa Sygehuset, men der er ingen Fare for Livet.« — »Stakkels Martin!« sukkede Moder. »Men desværre vil han blive Krøbling,« vedblev den fremmede, »og rent ulykkeligt er det, at han slet ikke