15 »Vi troede dengang, han var bleven stjaalet. Sæt nu, hans Forældre kommer efter ham.« »Pyt! Tror du virkelig, at de ti Aar efter leder om ham? Jeg gjorde en Dumhed ved at tage ham dengang; men jeg troede, vi kunde vinde noget ved at beholde ham. Kniplingerne paa hans Kjole viste, at han kom fra fine Folk. Det var en taabelig Spekulation rn han er aldrig bleven efterspurgt. Saa skiller vi os af med ham igen — det er det hele.« »Aah, Martin, hvor Paris har forandret dig,« sagde Moder sukkende,. »Før vilde du ikke have talt saadan.« »Sludder!« svarede Haller og rejste sig. »Men, Martin, Drengen kan arbejde — han vil gerne hjælpe os, han er saa god og saa rår,« Og Moders Taarer flød igen. »Han arbejde! Jeg gad nok vide, hvad han kan gøre?« spurgte Haller haanlig. »Han er jo saa spinkel som et Grevebarn. Nu sætter jeg mig lidt udenfor paa Bænken — lad mig saa se, du er færdig med den Hylen, naar jeg kommer ind. Det er en rar Modtagelse for en svag Mand.« Dermed stolprede Martin ud af Stuen og satte sig paa Bænken for at ryge sin Pibe i de gamle Omgivelser. Saa snart han var ude af Døren, rejste jeg mig op i Sengen. »Aah Mor, Mor!« raabte jeg. »Du vil da vel ikke sende mig paa Fattiggaarden?« Moder tog mig i sine Arme og knugede mig ind til sig, »Nej, nej, min egen Dreng! Det skal aldrig ske,« .