18 »Siden din Moder har saa meget mod Fattigvæsenet,« sagde han, »vil jeg tale med Præsten og høre, om han kan give os et Raad. Tag din Hue og følg med.« Jeg tøvede og saa spørgende paa Moder. Skulde jeg virkelig gaa med den slemme Mand? : Moder saa selv ængstelig ud. »Du narrer mig da ikke?« spurgte hun. »Du gaar da alligevel ikke med ham til Fattiggaarden?« »Nej, vist ikke,« svarede han gnaven, »Kom nu, Dreng!« Han vilde lukke Døren op, men Moder tog ham i Årmen, »Giver du mig dit Ord derpaa?« spurgte hun. »Ja, for Pokker, ja!« raabte han. »Du er jo rent tosset med den Åbekat! Giv ham hans Hue og lad - ham gaa.« Der var ikke andet for — jeg maatte adlyde, Moder gav mig min Hue og strøg paa sin gamle, kærlige Maade Haaret fra min Pande, mens hun kyssede mig. Havde hun en Anelse om, at det var et Afskedskys for lange, lange Tider? Aah, nej, det havde hun ikke; men jeg kunde se, hun havde svært ved at sende mig bort med den haarde Mand. Min Plejefader gik foran, støttet paa sin tunge Stok. Jeg fulgte ham lige i Hælene — jeg turde jo ikke andet. Da vi kom forbi Landsbyens Kro, stod Værten i Døren, og Haller standsede. »God Dag, Josef,« sagde han og lettede paa Huen. »Kender du mig igen?« »Nej, jeg ved ikke — ih, jo, er det ikke Martin Haller?« »Ham selv, min gode Ven!«