19 »Træd indenfor og faa et Velkomstglas,« sagde Værten. »Det er jo en Evighed siden, vi har set noget til dig. Hvor du er bleven mager og afpillet.« »Sygdom og Arbejde skal nok tage ens Huld,« svarede Martin sukkende. Vi gik indenfor i Skænkestuen, og Haller satte sig ved et Bord, mens Værten bragte Vin, »Sæt dig ned, Remi!« sagde Værten til mig. »Saa du er kommen ud at spadsere med din Fader?« »Jeg er ikke hans Fader,« lød Hallers Svar, fulgt af en grim Ed. »Det er kun min Kones Kylling. Jeg skal hen at spørge Præsten til Raads om den Sag.« »Hvad — er Remi ikke jeres egen Dreng? Det har jeg aldrig vidst.« »Nej, han er kun et Hittebarn, som jeg fandt i Paris.« Derpaa fulgte min Historie, som Moder havde fortalt mig den foregaaende Aften. Mens min Plejefader fortalte og tillige udbredte sig over sin Kones Taabelighed, blev jeg snart helt optaget af at se paa nogle Gæster, som var i Stuen, Henne i Hjørnet sad nemlig en gammel Mand med et stort, hvidt Skæg; hans Haar hang ham i lange Tjavser helt ned over Skuldrene. Paa Hovedet havde han en graa Filthat, prydet med røde og grønne Baand, og i Stedet for Bluse et Gedeskind med Fløjlsærmer. Hans Benklæder var ogsaa af Fløjl og afskaaret for Knæet, paa Benene havde han røde Strømper og paa Fødderne tunge Sko med store Spænder. Det var en underlig Dragt, og afbleget og falmet var det alt sammen. Under den gamle Mands Stol laa en dejlig, hvid Pudel og to mindre Hunde, som alle vogtede paa hans mindste Bevægelser, 2"