21 »Signor Vitalis det er mig,« svarede den gamle Mand, »og hvad Truppen vedrører, da ser De her et af dens Medlemmer.« Han aabnede sin Skindbluse, og et lille Dyr stak Hovedet frem, Jeg havde aldrig før set saadan et Dyr og betragtede det forbavset. Var det en Hund? Var det et Menneske? — Ja, det maatte vist være et Menneske, for han havde en virkelig Frakke paa, en gruelig fin Frakke, broderet med Guld. »Uf, den ækle Abe!« raabte Værten. »Janko er ikke ækel,« svarede dens Herre og klappede den, »Hr. Janko, hils paa Selskabet!« Janko kyssede nok saa nydelig paa Fingeren til os. Derpaa vinkede Vitalis ad den hvide Pudel og sagde: »Brio, hils ogsaa paa Selskabet.« Pudelen rejste sig paa Bagbenene, lagde den ene Pote paa Hjertet og førte den anden til Hovedet, ligesom en Soldat. »Brio er min dygtigste Hund, Truppens Fører,« forklarede Vitalis. »Han er afgjort den klogeste af Hundene, Den lille sorte er Vaps, en vigtig ung Herre, den anden er Frøken Zemire, en ægte engelsk Silkepudel — se bare, hvor hvidt hendes Skind er,« »Ja vel, det er kønne Dyr,« indrømmede Haller. »De maa have kostet en god Slump Penge.« »Det har de, og deres Opdragelse har kostet en god Slump Umag. Brio,« vedblev Hr. Vitalis, »sig os engang — hvad er Klokken?« Brio rejste sig paa Bagbenene, gik hen til sin Herre, stak Poten i hans Lomme og tog hans Ur frem. Den saa opmærksom paa Skiven og gøede derpaa otte Gange ef-