23 Vi blev afbrudt ved en stærk Gøen. Janko, Abekatten, havde ubemærket taget Hallers Glas fra Bordet, men lige som den vilde sætte Glasset til Munden, opdagede Brio det og gøede højt for at gøre sin Herre opmærksom paa Abens Uartighed. »Hr, Janko,« sagde Vitalis strengt. »Du er en Tyv og faar ingen Middagsmad — fy, skam dig! Gaa hen i Krogen.« Janko traskede slukøret hen i en Krog med Halen mellem Benene. »Og du, Brio,« vedblev Vitalis, »du er en flink Dreng, som passer din Pligt. Kom her og lad mig trykke din Pote til Tak.« Brio logrede med Halen og lagde stolt sin Pote i Herrens Haand. »Og nu til vor Handel!« sagde Vitalis. »Vil De saa gaa ind paa mit Forslag?« »50 Kroner er for lidt,« indvendte Haller. »Han er en køn Dreng — han er noget værd, ligesom Hundene.« »Køn, ja — men fin og spinkel. For Landfolk vil han ikke være til stor Nytte, Han kan ikke gøre Gavn i Marken,« »Aah, han kan hjælpe os i Huset — min Kone vil nødig af med ham.« »Eiter hvad De ytrede før, var det nok ikke for Nyttens Skyld, at hun vilde have ham, men fordi hun holder af ham. Det viser, at han er en god Dreng, og det tager jeg ogsaa Hensyn til. Men De vil jo selv af med ham, sende ham paa Fattiggaarden — saa kan De lige saa godt leje mig ham.« »Men ikke for den usle Pris — han er meget mere værd.«