24 »Nej, han er ikke,« »Jo, han er. Han kan godt arbejde — se bare hans Ben.« Med disse Ord trak Haller mine Benklæder op. »Godt skabt — ikke?« udbrød han triumferende, som om det var hans Fortjeneste, at jeg havde Huld paa Kroppen. Italieneren følte paa mine Ben, men rystede paa Hovedet, — »For spinkel!« gentog han. Allerede een Gang før havde jeg oplevet en lignende Scene, hvor der blev handlet, Det var, da Prangeren købslog med Moder om stakkels Rødblis. Ogsaa den blev vraget og erklæret for daarlig, og "dog — alligevel købte Prangeren den, og den maatte følge ham ud i den vide Verden, ; Skulde jeg ogsaa følge med denne fremmede Mand? Aah, Mor, Mor, vidste du, hvad her gik for sig! »Jeg vil give de 50 Kroner og ikke en Øre mere,« sagde nu Italieneren og rejste sig. »Mere har jeg ikke, og mere kan jeg ikke give. Vil De ikke gaa ind paa det, maa, jeg opgive Tanken.« »Naa, lad gaa da!« svarede Haller. »Giv mig Pengene, og Drengen er Deres.« Vitalis talte Pengene op paa Bordet, mens jeg saa til rystende af Angest. Derpaa tog han sine Sager, som stod i en Krog. »Kom saa, min Dreng!« sagde han til mig. Skønt det ikke blev ytret i en uvenlig Tone,. knuste det mit sidste Haab, Jeg brast i Graad, og glemmende min Afsky for Haller klamrede jeg mig til ham og raabte: »Aah, lad mig blive, lad mig blive!«