38 »Remi, tag mig det Stykke Træ op, der ligger.« Det var et lille Brædestykke, som rimeligvis var tabt fra en Vogn. »Det skal være vor Bog,« sagde min Herre. Vor Bog? Hvad mente han? Vel var jeg uvidende, men saa meget vidste jeg nok, at en Bog var af Papir og ikke af Træ. Men min Herre gav mig ikke videre Forklaring, og jeg maatte tæmme min Nysgescrighed, til vi naaede en Bakke, hvor vi holdt Kast, Nu trak Vitalis sin Lommekniv op og begyndte at skære Brædestykket i ganske smaa, firkantede Plader. Han glattede hvert Stykke omhyggeligt og sagde derpaa: »Ser du, Remi, for at kunne læse maa man først lære Alfabetet, som indeholder en hel Mængde Bogstaver, Paa hvert Træstykke ridser jeg nu et Bogstav, som du skal lære. Naar du saa kan dem alle, lægger vi dem sammen til Ord, først kortere, saa sværere, og siden faar du en Bog, hvori Ordene danner Linier.« Saadan begyndte min Undervisning. Ogsaa Brio blev Vitalis' Lærling, vi fik fælles Timer, og det hjalp paa den kedsommelige Stavning, at min Ven, Brio, blev min Kammerat, Hundens Hukommelse var skarpere end min, og hvad den een Gang havde lært, glemte den ikke, Vitalis sagde derfor, efter at jeg den anden Dag havde glemt min Lærdom fra den første: »Brio vil lære hurtigere at læse end Remi.« Det syntes jeg dog var for galt og tog fat med dobbelt Nidkærhed. Det varede da heller ikke mange Dage, førend jeg kunde Bogstavrækken, men stakkels Brio blev staaende ved sit første Kunststykke: at kunne læse sit eget Navn.