71 men i samme Nu laa han paa Jorden, kastet omkuld af Vitalis, der med funklende Øjne raabte: »Kun en Slyngel slaar et værgeløst Barn!« Rasende rejste Betjenten sig og vilde fare ind paa Vitalis, men omsindede sig, tog et Skilt op af Lommen, og idet han rørte ved min Herres Skulder, sagde han bydende: »I Lovens Navn arresterer jeg Dem!« Vitalis saa ud, som om han havde Lyst til at give den raa Betjent nok et Slag; men Ordene: »I Lovens Navn« afvæbnede ham, og han lod sig rolig føre af Sted. — »Gaa til Gæstgivergaarden og vent der med Hundene. Du skal snart høre fra mig,« raabte han, da han blev ført bort. Saa sørgelig endte denne Forestilling, og jeg vendte bedrøvet og modløs tilbage til vort Værelse. Den Tid var længst forbi, da jeg var angest for Vitalis — tværtimod, jeg var kommet til at holde rigtig meget af ham. En Fader kunde ikke være mere omhyggelig for sin Søn, end Vitalis var det for mig. Havde han ikke lært mig at læse og synge, gjorde han sig ikke Umage for at lære mig meget andet? Naar det var koldt, delte han sit Tæppe med mig, var det varmt, hjalp han mig at bære vore Sager. Naar vi spiste, delte han Maden lige og tog aldrig selv mere, end jeg fik. Ganske vist trak han mig stundom i Ørene eller gav mig et Rap med lidt haardere Haand end maaske nødvendigt; men det skete saaledes, at jeg alligevel mærkede, han holdt af mig. Naar skulde vi se hinanden igen? Hvis han nu blev sat i Fængsel, rigtig i Fængsel for længere Tid?