172 Hvad skulde jeg da leve af? Og Hundene? Hvordan kunde jeg ernære hele Truppen? To Dage tilbragte vi i ængstelig Venten. Dyrene og jeg spiste kun det allernødvendigste, thi Værten saa skævt til hver Mundfuld, vi krævede. Mine stakkels firbenede Venner var lige saa modløse som jeg. De gik sørgmodige omkring i Værelset og snusede alle Vegne. Brio vilde slet ikke flytte sig fra det Sted, hvor Vitalis' Kappe hang, den lille, blide Zemire vilde hele Dagen ligge i Skødet paa mig, Vaps var i en evig Uro, og Janko sad stille og agtsom ved Vinduet, vogtende paa hvert Menneske, som gik forbi. De mærkede alle, at »Herren«, vor Fører, var borte. Endelig den tredie Dag bragte en Mand mig et Brev fra Vitalis. Da jeg aabnede det, kom først Brio, derpaa de to andre Hunde og satte sig paa Halen foran mig, mens deres Næsebor dirrede — de sporede, at Papiret havde været i Vitalis' Hænder. Brio udstødte sit sædvanlige Glædesbjæf, og de andre stemte i med. »Fra Herren, ja, fra Herren«, sagde jeg. »Hør nu godt efter, mens jeg læser.« Og saa læste jeg Brevet højt med de seks trofaste Hundeøjne hvilende paa mig. Forstod de Indholdet? Aah nej, men eet fattede de — at det var en Hilsen fra deres bedste Ven. Vitalis skrev, at han næste Dag skulde for Retten, fordi han havde øvet Vold mod Politiet, og han bad mig møde paa Raadstuen Kl. 2 for at høre Udfaldet. »Jeg blev hidsig«, sluttede han, »og desværre, lille Remi, kommer I nok alle til at bøde for min Fejl.« Den følgende Dag var jeg den første, som mødte i Retslokalet. Jeg var helt ængstelig ved saadan at