73 komme nær Øvrigheden; men Vitalis havde ønsket det, og jeg maatte ikke svigte. Da jeg havde set mig lidt om, opdagede jeg, at bag den store Kakkelovn kunde jeg være helt ubemærket, og derhenne krøb jeg da sammen, ventende paa at Forhøret skulde begynde. Eiter at forskellige andre Sager havde været for, blev min Herre bragt ind. Hans Brøde var tydelig nok — han havde slaaet Betjenten til Jorden. »De indrømmer Anklagen?« spurgte Dommeren. »Ja, Hr. Dommer«, svarede Vitalis. »Jeg har desværre i min Harme glemt, at det var Politiet, som slog den lillé Dreng — og mod Politiet maa man ikke gøre Gengæld. Min Undskyldning er kun, at Betjentens Opførsel var et raat Overfald paa den værgeløse Dreng.« »Det kommer ikke Sagen ved,« svarede Dommeren, kort for Hovedet. »I Deres Alder bør man ikke lade Vreden faa Overhaand. Havde De noget at klage over, kunde De have forebragt Retten det.« Mens Vidnerne blev afhørt, saa Vitalis sig om til alle Sider, Han strøg sit lange, hvide Haar tilbage med en skamfuld og bedrøvet Mine — han, som ellers var saa sikker i alt, hvad han foretog sig. Jeg fattede, at han spejdede efter mig, og jeg kom derfor frem fra mit Skjul. Da han opdagede mig, gik der et Smil over hans Ansigt — jeg følte, at han var glad ved at se mig. Dommen var hurtig afsagt. Den lød paa tre Maaneders Fængsel og en Bøde af halvtredsindstyve Kro-" ner, Det var netop, hvad Vitalis ejede i rede Penge. Jeg havde Dagen i Forvejen hjulpet ham med at tælle sammen,