TÅ Min Herre i Fængsel — ingen Penge — aah, hvilken Ulykke! Da Dommen var falden, fik jeg Lov til at tale med min Herre. »Stakkels Remi,« sagde han, »nu er du ene i Verden, og det er min Ubesindighed, som er Skyld deri.« »Ak, Herre,« raabte jeg grædende, »det er jo for min Skyld, at De sidder her. Hvad skal vi dog gøre?« »Der er ikke andet for end at have Taalmodighed og haabe, at Vorherre ikke vil forlade os,« sagde Vitalis. »Du maa søge at holde Truppen samlet og give Forestillinger; men drag ud i Landet, hvor Folk er mere gæstfri end her. Naar de tre Maaneder er omme, mød saa her ved Porten, saa skal vi ikke mere skilles. Kan jeg stole paa, du kommer?« »Ja, det kan De,« svarede jeg. »I Dag om tre Maaneder er jeg her og venter paa Dem.« Han kyssede mig, klappede Dyrene og bad mig huske paa, at jeg nu var en stor Dreng, som skulde staa paa egne Ben. Derpaa blev Døren lukket efter ham, og grædende gik jeg ud paa Gaden, mens Hundene med hængende Øren og Hale fulgte mig lige i Hælene; ogsaa de fattede, hvad der var sket. ” Hvad nu? Det første var nok hurtigst muligt at komme ud af Byen; thi jeg havde ikke Raad "til at købe Mundkurve. Altsaa fremad! Frem i den vide Verden!