75 NIENDE KAPITEL. Arthur og hans Moder. Da jeg grædende vendte tilbage til Gæstgivergaarden, hvor vi boede, blev jeg standset af Værten, som stod i Døren. »Naa!« sagde han. »Hvad blev saa Udfaldet?« »Min Herre er dømt til at sidde i tre Maaneder.« »Hm — og hvad skal du nu? Har du Penge?« »Kun ti Øre.« »Dem skal du ikke komme langt med, lille Ven! Nu kan du lade din Herres Sager blive her, til han kommer paa fri Fod, saa faar jeg vel nok Pengene for det, du og Dyrene har spist. Din Herre synes at være en reel Mand. Men jeg kan selvfølgelig ikke huse jer andre i de Maaneder.« Nej, det fattede jeg nok. Vitalis havde jo ogsaa sagt, at jeg skulde drage ud i Landet, hvor Folk var mere villige til at give Natteophold end i den store By. Jeg samlede derfor mine Sager og gik med tungt Hjerte bort fra Toulouse, fulgt af min lille Trup. Det var et yndigt Vejr. Solen skinnede, og Fuglene sang i Buskene; men mit Hjerte var alt for tungt til, at jeg kunde glæde mig over den smukke Natur. Vi gik hurtigt af Sted; men efter et Par Timers Forløb begyndte Hundene at snappe mig i Benene, og Janko, der sad paa min Skulder, udstødte smaa Hvin, mens han trak mig i Ørene. »Hvad vil du, Janko?« spurgte jeg, hvorpaa Janko gned sin Mave og smaskede velbehageligt. Aah, jeg