76 forstod dem alle saa godt; de havde ikke faaet Mad siden Aftenen i Forvejen, og de bad mig nu om noget at æde. Jeg satte mig ned paa Grøftekanten og trak Madposen frem. Stakkels Dyr! De troede, der kom noget rigtig godt, og Zemire og Vaps dansede rundi paa Bagbenene af Glæde, mens Janko absolut vilde hjælpe med at løse Posen op. Det var rigiignok en fæl Skuffelse for dem, da det hele, der kom frem, var noget tørt Brød. Janko undersøgte nøjagtig Posen, rystede den, snusede til den; men da han til sidst saa, at der ikke var mere, kastede han den foragtelig i Græsset. »Ja, Janko,« sagde jeg, mens jeg omhyggelig delte Brødet i fem Dele, »du ser selv, der er ikke en Smule mere, og vi maa have Taalmodighed, til vi kan tjene noget. Vi har kun 10 Øre at rutte med.« »Vov,« sagde Brio og gav Pote. Det betød: »Vi skal nok komme ud af det.« Men det var ikke Vaps's Mening. Da han havde fortæret sin Portion Brød, saa han op paa. mig og skrabede mig paa Foden. »Nej, Vaps, ikke, ikke,« sagde jeg og rystede paa Hovedet. Men Vaps vilde ikke lade sig nøje med den Mundluld; han saa meget fornærmet ud og begyndte at smaaknurre — det var hans Maade at skænde paa. »Vil du være artig,« sagde jeg strengt til ham. Hvad skulde jeg gøre? Jeg havde jo ikke noget at give ham. »Brio,« sagde jeg til sidst, »sig til Vaps, at han skal være artig og tie stille, Ikke! Ikke! Jeg har ikke mere.« »Vov!« sagde Brio og gik hen til Vaps, og nu begyndte der en Samtale imellem disse to, som jeg naturligvis ikke fattede, da den blev ført i Hundesproget.