71 Er det ikke underligt, at Dyrene saaledes kan tale sammen? Men at de kan det, det er vist nok. Og det er ikke alene Hunde, som kan »tale«. Hver Dyreart har sit ejendommelige Sprog, hvori de meddeler sig til hverandre, Har du boet i et Hus, hvor Svalerne bygger Reder under Taget, vil du have hørt, at de ikke alene kvidrer en Melodi, men snakker sammen paa forskellige Maader — baade Alvor, Kærlighed og Vrede kan de udtrykke, Og naar Myrer af samme Stamme mødes og gnider Følehorn mod Følehorn, saa taler de ogsaa sammen, fortæller hinanden det, som de nu synes er værd at lægge Mærke til i Livet. Som en Naturgransker engang har sagt: »Dyrene har deres Sprog — Menneskene er kun saa dumme, at de ikke kan fatte det.« I den første Landsby, vi kom til, tog jeg min Harpe, og Hundene stillede sig op til Dans; men neppe havde jeg spillet de første Toner, før en Mand stak Hovedet ud af et Vindue og raabte: »Hvad gør du der, Dreng?« »Jeg spiller, mens Hundene danser,« svarede jeg. »Har du Tilladelse til at spille offentlig?« »Nej,« svarede jeg ræd. »Saa skrub af, eller jeg skal sende Gendarmen efter dig. Af Sted!« Jeg lod mig det ikke sige to Gange, men kaldte paa Hundene, og vi skyndte os ud af Byen. Blive taget af Gendarmerne, det manglede bare! Saa hellere sulte, Saa vandrede vi da fremad i flere Finer: Det begyndte at aftnes, og nu kom Spørgsmaalet vedrørende Natteophold. Heldigvis var det en mild Aften, saa vi