85 Kunst. Han var bleg, og hans fine Ansigt havde et rørende Udtryk af Blidhed og Sørgmodighed. Da vi havde endt, spurgte Damen: »Hvor meget koster Billetten til Forestillingen?« »Det kommer an paa Fruen selv.« »Aah, Moder, saa betal rigtig meget«, raabte Drengen, Derpaa tilføjede han et Par Ord paa Engelsk; han bad Moderen om han maatte klappe Hundene. Jeg gav Brio et Tegn, og han hoppede over paa Skibet, »Forstaar du Engelsk?« spurgte Damen overrasket. »Kun en lille Smule,« svarede jeg, mens Brio spadserede paa Bagbenene hen til Drengen og gav Pote. »Nej, hvor morsomt!« raabte han, »lad ogsaa de andre komme herover,« »Og kom selv med,« tilføjede Damen. Fulgt af Vaps og Zemire, med Janko paa Skulderen, gik jeg nu over paa Skibet. »Aah, den morsomme Abekat,« raabte Drengen, »maa jeg klappe den? Bider den ikke?« »Nej, Janko er rigtig sød,« svarede jeg og gik hen til Drengen. Mens denne kælede for Janko, saa jeg forbavset paa ham; han var nemlig bunden fast til Sofaen. Hans Moder lagde Mærke til mit Blik og sagde med et sørgmodigt Smil: »Du ser paa Arthur. Han er syg, og Lægerne har sagt, at han skal ligge stille uden at røre sig, derfor er han bundet fast; thi ellers vilde han hvert Øjeblik glemme det. — Sig mig, mit Barn,« tilføjede hun, »er det dine Hunde?«