88 des vil I hver Dag have et Publikum og har ikke nødig at sulte. Vil du?« »Aah, Frue,« stammede jeg. Jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde udtrykke min Tak, men greb hendes Haand og kyssede den, Næsten ømt strøg hun mig over Panden og saa mig ind i Øjnene. »Du minder mig om en lille Dreng, som jeg har mistet,« sagde hun. »Du har de samme Øjne som han.« Hun sukkede dybt og gik hen til Rælingen, mens Tjeneren tog af Bordet, Arthur saa sørgmodig efter hende. »Nu er Mama igen bedrøvet,« sagde han, »det bliver hun altid, naar hun taler om min Broder Charles.« »Er han død?« spurgte jeg. »Ja, han druknede i Floden; man fandt kun hans Hue,« svarede Arthur; »men du skal ikke tale om det til Mama. Hun holdt saa meget af ham, og han var ikke saadan en Stakkel som jeg.« »Men din Moder holder vist ogsaa meget af dig,« spurgte jeg. »Ja, hun er den bedste Moder i hele Verden!« var Arthurs Svar. »Men jeg gør hende aldrig andet end Sorg, fordi jeg altid er syg. Doktoren siger, jeg kan komme mig, naar jeg vil ligge rolig — og det vil jeg, om ikke for andet, saa for at ærgre Onkel Milligan,« tilføjede han. »Kan du ikke lide din Onkel?« spurgte jeg forbavset, »Uf nej! Den væmmelige Onkel,« raabte Arthur. »Da Charles døde, troede han, at han skulde arve Faders Gods, vor egen, kære Milligangaard. Men saa længe jeg lever, kan han ikke faa den. En Gang imellem kommer han for at se til mig, og saa spørger han