90 Spisestue; men naar Vejret var godt, blev Arthur baaren op paa Dækket. Derfra kunde han se Byerne, Husene og de smukke Landskaber, som »Svanen« sejlede forbi, og paa den Maade var det ikke saa trist for ham at tilbringe flere Aar uden at røre sig. Jeg fik mit eget Værelse med Tæppe paa Gulvet, Seng og Servante. Paa Sengen laa der hvide Lagener, saa fine som Silke, og paa Servanten stod der et Vandstel af Porcelæn med rosenrøde Blomster, alt sammen saa smukt, at jeg neppe vovede at røre ved det, — Til Hundene blev der derimod indrettet et Rum i den anden Ende af Skibet, Der lod jeg ogsaa Janko blive den første Nat; thi jeg turde ikke tage ham med ned i det fine Værelse, skønt han ellers var vant til at sove hos mig. Næste Morgen var jeg tidlig paa Benene for at se til min Trup. Hundene sprang glade omkring mig, men Hr. Janko lagde sig om paa den anden. Side og snorkede som en Trompet, Han lod naturligvis kun, som han sov, og var yderst fornærmet, fordi jeg havde svigtet ham om Natten. Jeg kunde jo ikke godt forklare ham, hvorfor det var sket, og jeg maatte derfor nøjes med at tage ham paa Armen og kæle for ham; men det varede flere Minutter, før han blev god igen. Nu kom Fru Milligan op, ledsaget af to Tjenere, der bar Arthurs Sofa, Altid laa han i samme Stilling, den Stakkel, Det maatte dog være forfærdeligt! »Har I sovet bedre end paa Marken?« spurgte Fruen smilende, »Jo Tak,« svarede jeg, »vi har sovet saa dejligt, saa dejligt.«