91 Da vi havde spist Frokost, troede jeg, vi skulde give en Forestilling; men Fru Milligan sagde tværtimod: »Vil du føre Hundene og Aben lidt bort. Arthur og jeg skal læse,« Jeg adlød og gik hen til den anden Ende af Skibet, mens Fruen tog Plads ved Siden af sin Søn med en Bog i Haanden, Undervisningen begyndte. Det var en lille, fransk Historie, som Arthur skulde lære udenad; men han hakkede og stammede ved hvert Ord, og til sidst sagde hans Moder i en bebrejdende Tone: j »Du kan ikke din franske Lektie, Arthur! Du har ikke læst ordentlig paa den!« »Jeg har virkelig læst,« svarede han ynkelig; »men jeg kunde ikke lære den.« »Hvorfor ikke?« spurgte Fru Milligan. »Fordi — fordi jeg er syg.« »Du er ikke mere syg, end du kan læse, AÅrthur,« sagde hans Moder strengt, »og fordi du er syg, har du ikke nødig at blive en uvidende Dumrian.« »Jeg kunde virkelig ikke, Mama,« sagde den stakkels Dreng og brast i Graad. Dengang syntes jeg, det var meget haardt af Fru Milligan at ville tvinge sin syge Søn til at læse; men siden indsaa jeg, at hun kun gjorde det til hans eget Bedste, og at det var hende en tung Pligt at vise sig haard og streng over for ham. »Det var min Mening, du skulde lege med Remi og Hundene,« vedblev Moderen; »men du faar ikke Lov til det, før du kan din Lektie. Skal vi gennemgaa den sammen?«