92 »Ja, Mama,« sukkede Arthur. Fru Milligan tog atter Bogen og begyndte at læse Historien for ham. Det var et Eventyr, som hed »Ulven og Faarene«, og Arthur maatte nu gentage hver Sætning efter hende. Derpaa gav hun ham Bogen og sagde, at han skulde læse over paa den, mens hun gik ned for at skrive et Brev. »Lær den nu, ellers bliver jeg vred for Alvor,« endte hun, Arthur tog lydig Bogen og begyndte at læse; men det varede ikke længe, saa hævede han Hovedet og saa ud paa Egnen, vi sejlede forbi. Derpaa kastede han et længselsfuldt Blik hen til mig og Hundene. Jeg viste med Haanden paa hans Bog; han nikkede til mig som Tegn paa, at han havde forstaaet mig, og begyndte igen at læse. Men uheldigvis mødte vi nu en lille Baad med to Fiskere, og han glemte atter Bogen. »Du glemmer din Lektie, Arthur, og saa bliver din Moder vred,« sagde jeg og gik hen til ham. »Jeg kan ikke lære den,« svarede han gnaven, »den er alt for svær,« »Saa? Jeg syntes, den var meget let, da jeg hørte din Moder læse den,« »Du kan tro, hvis du skulde lære den udenad, det var en anden Sag.« »Nej, slet ikke, Jeg er vis paa, jeg kan den. Tag du Bogen og hør mig,« svarede jeg. Arthur tog Bogen, og jeg kunde næsten hele Fortællingen. »Men hvordan har du baaret dig ad?« spurgte han forbavset, »Kendte du Historien?« »Nej, men jeg hørte efter, da din Moder læste op, og tænkte ikke paa andre Ting imens.«