94 »Det var Begyndelsen. Se nu om du kan gentage det i Orden.« Arthur begyndte tøvende: »Der laa en Flok Faar ude paa Marken, der var hvide og sorte imellem dem, og smaa Lam, som diede Moderen.« »Videre,« sagde jeg opmuntrende, ligesom Vitalis, naar han underviste mig. »Hyrden sad under et Piletræ og spillede paa Fløjte, og Hundene laa omkring og sov,« fortsatte Arthur — »men jeg kan den jo, jeg kan den jo,« afbrød han og slog Hænderne sammen af Glæde. »Der kan du se,« sagde jeg, »skal vi gennemgaa hele Historien paa samme Maade?« »Ja, ja,« svarede han, »jeg er vis paa, jeg kan lære den. Hvor Mama vil blive glad!« I Løbet af ti Minutter havde Arthur lært den lille Fortælling, og han var i Færd med at fremsige den uden Fejl, da hans Moder kom op igen. Ved at se os sammen blev hendes Ansigt alvorligt; thi hun troede, vi legede, men inden hun fik sagt noget, raabte Arthur glædestraalende: »Mama, jeg kan hele Historien, og det er Remi, som har lært mig den.« Derpaa begyndte han og fremsagde den uden Fejl. Fru Milligans Øjne fyldtes med Taarer, og efter at hun havde kysset sin Søn, vendte hun sig til mig og sagde: »Er det virkelig dig, der har lært Arthur det?« Før jeg kunde svare, udbrød han: »Ja, det er ham! Ordene er bare noget dumt Tøj; men Remi lærte mig i Tankerne at se Faarene og Lammene og Hundene og