95 Hyrden. Paa den Maade er det morsomt at læse. Maa Remi hjælpe mig hver Dag?« »Ja, det maa han gerne,« svarede Fru Milligan, »og hvis han selv har Lyst til at lære noget, vil jeg hjælpe ham til Gengæld.« »Naa, hvor han ser glad ud,« sagde Arthur, »du er vist en rigtig Læsehest, Remi?« »Aah nej,« svarede jeg sørgmodig, »jeg har saa lidt Tid. Tænk kun, hvor daarligt jeg taler Engelsk, og min Herre har dog undervist mig.« »Jamen det kan jeg lære dig,« raabte Arthur glad. »Du skal lære mig Historier, saa skal jeg lære dig Engelsk.« Fra nu af blev min Stilling en hel anden. I Gaar var jeg fulgt med Aben og Hundene for at more den syge Dreng; i Dag havde denne ene Time sat mig paa en anden Plads. Jeg var bleven Kammerat med Arthur, og det varede ikke længe, inden jeg blev hans Ven. Det var en dejlig Tid, jeg tilbragte hos de rare Mennesker. Flere Timer hver Dag maatte Hundene og jeg paa Land følge Skibet; thi Fru Milligan vilde ikke have, at jeg skulde blive syg af den megen Stillesidden, jeg, som var vant til at færdes i lange Dagsmarcher, og Hundene trængte jo ogsaa til at røre deres Ben. Men der var rigtignok en Forskel fra før og nu; disse Ture var kun til Glæde. Vi løb og sprang, Hundene og jeg var lige glade, og vi hilste med Raab eller Gøen over til Arthur, der fra Skibet fulgte os med Øjnene og utaalmodig længtes efter vor Tilbagekomst. Den Stakkel, han kunde jo ikke løbe med! Men den øvrige Tid af Dagen var vi sammen, vi arbejdede eller legede, Jeg gjorde rivende Fremskridt