96 i at tale Engelsk — og det skulde engang komme mig svært til Nytte. Fru Milligan lærte os Historie og Geografi eller viste os Billeder og fortalte os saa mange morsomme Ting, at Tiden gik, inden vi vidste et Ord deraf. Arthur, der før havde regnet al Læsning som en Plage, fik nu Lyst dertil ved mit Eksempel, og mange Gange sagde Fru Milligan til mig: »Remi, du har bragt nyt Liv i Arthur. Du ved ikke, hvor taknemmelig jeg er derfor, Han er bleven en hel anden i den sidste Tid. Før var han altid sørgmodig og havde ikke Lyst til noget; men nu glemmer han sin Sygdom, naar han leger eller arbejder med dig.« Ja, baade Arthur og jeg var lykkelige; men desværre vilde dette Liv kun vare en kort Tid — saa skulde jeg igen ud i Verden, igen døje Sult og Tørst, Kulde og Træthed. Mange Gange, naar jeg sad hos den syge Dreng, der laa udspændt paa Sofaen, ønskede jeg at være i hans Sted. Altid blev han plejet og passet, altid hørte han kærlige Ord — men jeg derimod, snart skulde jeg atter være ene. Min Herre var nok en god Mand; men han var dog min Herre, hans Venlighed imod mig var ikke som Fru Milligans Kærlighed til Arthur eller som. Moder Hallers Ømhed over for mig. Jeg havde naturligvis fortalt Milligans om hende og den slemme Fader Haller, men ikke nævnt, at jeg kun var deres Plejebarn. Jeg holdt jo lige saa meget af Moder, som om hun var min rigtige Moder. Tiden nærmede sig, da Vitalis skulde ud af Fængslet. En Dag begyndte jeg at tale derom; men ved det første Ord blev Arthur ude af sig selv. »Remi maa ikke forlade os, Remi maa ikke rejse!« klynkede han,