97 »Nej, nej!« svarede Fru Milligan, »vi: vil nødig undvære Remi, Jeg har tænkt paa at skrive til hans Herre om at overlade os ham.« »Ja, gør det,« udbrød Arthur, »Nej,« svarede jeg, »jeg maa være ved hans Fængsel paa den Dag, jeg har lovet ham at komme — det har jeg givet mit Ord paa. Han vilde blive alt for bedrøvet, hvis han ikke saa mig og Dyrene.« Arthur vilde gøre Indvendinger; men hans Moder afbrød ham: »Remi har Ret,« sagde hun, »han maa tage imod Vitalis, naar han har lovet det; men vi vil lade Skibet sejle tilbage i Nærheden. Saa kan Vitalis komme her om Bord og tale med os.« Skønt vi troede, at det kun var nogle Timer, vi skulde være fra hinanden, græd baade Arthur og jeg, da jeg med Janko paa Skulderen, fulgt af Hundene, langsomt gik bort fra det kære Skib, hvor jeg nu i tre Maaneder havde været saa lykkelig. Arthur laa paa Dækket og blev ved at vifte til os, saa længe han kunde øjne os. Aah, -jeg anede ikke, at der skulde gaa lang, lang Tid, inden jeg igen saa hans milde Ansigt. Bestemt Klokken 12 stod vi uden for Fængslet. Da jeg sagde til dem: »Vente, vente, saa kommer Herren,« satte de sig paa Halen, rystende af Utaalmodighed, og fæstede Øjnene stift paa Fængselsporten. Nu aabnedes denne, og Vitalis viste sig. — Naa, hvor Dyrene var glade! De kunde ikke blive trætte af at gø og logre med Halerne. ; Vitalis klappede og kærtegnede dem og kyssede mig; men da jeg saa nøje paa ham, blev jeg ræd over den Frændeløs, 7