"103 »Kom saa,« sagde han, »og følg bag efter mig.« Nu lød der igen en ynkelig Klagen derude fra, men længere borte. »De stakkels Dyr,« sagde jeg, »hvad kan der være hændet dem?« »Kan du ikke tænke dig det?« spurgte Vitalis, »de er gaaet udenfor, mens du sov, og saa har Ulvene overfaldet dem.« Ulvene! — Jeg skælvede, saa jeg neppe kunde gaa. Havde Ulvene ædt Vaps og Zemire? Var det deres Dødsskrig, vi havde hørt? Aah, Gud vær mig naadig, det var jo min Skyld, at de var gaaet udenfor! Havde jeg ikke sovet, var det ikke sket! Vaps og Zemire, de to rare Hunde, mine kære Kammerater — jeg brast i Graad. Vi gik omkring Huset og lidt bort derfra, mens Vitalis flere Gange efter hinanden raabte: »Vaps! Zemire!« — Men ingen lystig Gøen svarede — alt var stille og tyst, — »Søg, søg,« sagde jeg til Brio; men han rystede over hele Kroppen og vilde ikke gaa et Skridt fra os. »Han lugter Ulvene,« sagde Vitalis. Vi kunde følge Hundenes Spor et Stykke hen i Sneen, saa kom der en hel Del andre Spor til, og et Sted var Jorden opreven. »Det er unyttigt at søge mere — Ulvene har taget dem,« sagde Vitalis mørk, »Kom, lad os gaa tilbage.« Tavse gik vi igen til Hytten. Stakkels Vaps, stakkels Zemire! Hvorfor faldt jeg dog i Søvn? Det var jo min Skyld, at de var reven ihjel af de