104 grusomme Ulve, Hvor Vitalis maatte være vred paa mig. Aah, havde jeg dog ikke sovet! Da vi kom ind i Hytten, faldt vort Blik paa Jankos Plads. Det laadne Stykke Skind var kastet til Side; men hvor var han selv? ; Vi kaldte og kaldte forgæves — ingen Janko! Vitalis havde dækket ham til, inden vi gik, og sagt, at han skulde blive derinde; men han maatte dog være fulgt efter os. Paa ny tog vi en Brand, og paa ny begyndte vor Søgen udenfor; men forgæves — Janko var sporløst forsvunden. »Han er bleven angest ved Ulvenes Hyl og har skjult sig et eller andet Sted,« sagde Vitalis til sidst; »vi maa vente, til det bliver Dag.« »Men han vil fryse ihjel udenfor,« raabte jeg fortvivlet. — »Kan være; men vi har intet andet at gøre,« svarede Vitalis og satte sig foran Ilden med Hovedet i sine Hænder. Han sagde ikke noget; kun en Gang imellem stod han op for at gaa hen til Døren og lytte; derpaa vendte han tilbage og indtog sin forrige. Stilling. Hvor jeg var ulykkelig! Gid Vitalis dog vilde skænde paa mig, langt hellere det end denne stumme Fortvivlelse. Endelig, endelig gryede Dagen, og saa snart vi kunde skelne Genstandene omkring os, gik vi ud. Mens vi opmærksomt søgte i Sneen efter Jankos Fodspor, gøede Brio pludselig stærkt og stillede sig med Forpoterne op ad et Træ. Vi saa i Vejret, — der sad stakkels Janko oppe i Toppen af en gammel Eg. Han havde aabenbart af Rædsel for Ulvene søgt Tilflugt i Træet.