105 Vitalis kaldte paa ham; men Abeu rørte sig ikke. Jeg klatrede da op, og mens jeg udstrakte min Haand, sagde jeg blidt: »Kom, lille Janko, kom!« Han klamrede sig krampagtig til mig, og snart stod vi igen i Hytten med vort kostbare Fund. Janko var aldeles forfrossen; han klynkede svagt, og det hjalp ikke, at vi indhyllede ham i vort Tøj og lagde ham helt op til Ilden — han frøs, saa Tænderne klaprede i Munden paa ham. »Vi maa skynde os at naa en By,« sagde Vitalis, »ellers vil Janko dø for os. Af Sted i en Fart!« Vi samlede vore Ting og gik udenfor. Brio fulgte os i Hælene, og Vitalis bar den skælvende Janko paa sit Bryst. Da vi havde gaaet et Kvarters Tid, mødte vi lykkeligvis en Bonde, der tilbød, at vi maatte køre med ham, og paa en Times Tid naaede vi en By. Vitalis steg af i et Hotel, og mod Sædvane forlangte han et godt Værelse og en god Seng. »Hurtig, Remi,« sagde han, »klæd dig af og gaa i Seng!« Jeg syntes, Janko kunde trænge mere til Sengen end jeg, men vovede ikke at sige noget, og snart efter laa jeg indsvøbt i Dyner til op over Ørene. Lidt efter spurgte Vitalis: »Er du varm?« »Jeg sveder,« svarede jeg. »Godt, tag saa Janko op hos dig.« Stakkels lille Janko! Han krøb helt ind til mig, det ene Øjeblik rystede han af Kulde, og det næste var han brændende hed. Vitalis gik ud i Køkkenet og kom tilbage med et Glas varm Vin og Sukker; men Janko, der ellers var