107 for Doktoren og bad ham endelig ikke at være vred; men netop til en Dyrlæge turde han ikke henvende sig her. Denne Abe var næsten som et Menneske, saa klog, saa evnerig, — »Se blot, han ved, De er Læge, og venter, De vil aarelade ham,« sluttede han og pegede paa Janko, der vist over en halv Snes Gange havde stukket sin lille, magre Arm ud imod Lægen. Denne blev rørt, lod sig formilde og lovede at tage Janko i Kur. Sygdommen gik sin Gang, og jeg blev Sygeplejer. Stakkels Janko! Han var saa god, saa taalmodig. Hans Blik var næsten ligesom et Menneskes; men det var sørgeligt at se det glade Dyr ligge hen uden at kunne røre sig, Som et forkælet Barn vilde han have os alle i Nærheden og blev vred, naar vi gik bort.