109 »Nej, stakkels Janko syg,« sagde Vitalis, »kan ikke komme med.« Janko, som ellers ikke holdt af at gøre Kunster, vilde nu netop med os. Han begyndte at klynke, og det var rørende at se ham prøve paa at rejse sig; men han var nødt til at blive i Sengen. Vi dækkede ham omhyggeligt til og gik sørgmodige bort. Hvor Folk var sene til at komme den Aften! Den dunkle Sal var knap halvfyldt, da vi maatte bestemme os til at begynde. Jeg sang et Par Viser under dyb Tavshed; men Brios Kunster vakte stor Latter. Derpaa spillede jeg et Stykke paa Harpe, ledsaget af Vitalis' Violin, og imens gik Brio som sædvanlig om med Tallerkenen; men da han kom tilbage, var der kun en Del Smaapenge paa den. Jeg var Fortvivlelsen nær og kæmpede med Graaden. Vitalis bed sig i Læberne; derpaa traadte han frem og bukkede for Publikum. »Mine Herrer og Damer,« sagde han, »jeg ser, at nogle iblandt Dem ikke har lagt en Skærv paa Tallerkenen. De synes aabenbart, at De ikke har faaet nok for Deres Penge. Jeg vil derfor give Dem et Par Sange i Tilgift, mens Brio endnu en Gang gaar om.« Derpaa begyndte han at synge, Aldrig havde jeg hørt Vitalis synge saadan før. — Det var, som hans Røst. blev lysere og klarere, jo mere han sang. Det var Visen: »O Richard, 0, min Konge.« Jeg kendte den godt; den handlede om den gode Kong Richard Løvehjerte, der var fængslet af sin Fjende, Hertugen af Østrig. Ingen vidste, hvor han blev skjult, og hans tro Ven, Sangeren Blondel, vandrede da om fra By til By for at finde sin Konges Fængsel. Hver Gang han kom til en Borg, hvor han