111 Vi samlede vore Sager og skyndte os derpaa til Janko. — Han laa rolig i Sengen og syntes at sove, Jeg nærmede mig og greb hans Haand — den var kold. Vitalis bøjede sig ned over ham. »Guldstykket kom for silde,« sagde han stille, »stakkels Janko er død.« — Han satte sig ned ved Sengen, og vi græd begge to. : TOLVTE KAPITEL. »Gaaet vild !« Vi var endnu langt fra Paris, og inden vi naaede dertil, maatte vi døje meget af Kulde og Træthed. Fortjenesten var ogsaa kun daarlig, og Vitalis blev mere og mere alvorlig, Da vi endelig en Dag saa den store Bys Taarne skinne i Frastand, sagde han til mig: »Remi, der er noget, som jeg længe har tænkt paa. Du ser, hvor svag og mat jeg er. Jeg er aldeles ødelagt af Anstrengelsen ved vore Ture, Derfor er det min Mening, at vi maa skilles her i Paris.« »Skilles,« gentog jeg rædselsslagen. »Ja, men kun for en Tid,« vedblev han. »Hvad skal vi to gøre uden Janko, uden Vaps og Zemire? Hør nu, hvad jeg har i Sinde. Jeg fører dig hen til en saakaldt Padrone, det vil sige en Italiener, som lever af at leje andre Folks Børn, som han lader synge og spille rundt om i Gaderne. Jeg kender en Padrone, der hedder Garafoli; hos ham kan du blive Vinteren over, og