112 for de Penge, han giver mig for dig, køber jeg en ny Abe, som jeg oplærer, Til Foraaret samles vi saa alle, du, jeg og Brio, og saa drager vi sammen af Sted til Moder Haller. Se nu ikke saa fortvivlet ud, lille Remi,« endte han, »det er den bedste Maade at ordne det paa.« Igen til nye Folk! Det var min Lod altid at skilles fra dem, jeg holdt af. Dog, her var ikke andet at gøre, det saa jeg nok, jeg maatte finde mig i min Skæbne. Vi kom nu ind i Paris, og efter en lang Vandring naaede vi vort Bestemmelsessted, der, hvor Padronen Garafoli boede. Vi gik op ad en faldefærdig Trappe og traadte ind i et Køkken, hvor en stor Gryde kogte paa Komfuret. Der var ingen derinde uden en lille, bleg Dreng, som låa paa Knæ foran Ildstedet og lagde nyt Brænde paa. i »Er Signor Garafoli hjemme?2« spurgte Vitalis, »Nej, han er ikke,« svarede Drengen høfligt. »Vil du da sige til ham, at Vitalis har været her og vil komme igen om en Times Tid,« sagde min Herre. »Remi, bliv du her, mens jeg gaar et Ærinde i Byen,« Jeg saa ræd paa ham. > »Skal jeg blive her alene?« spurgte jeg, »maa jeg ikke gaa med Dem?« »Nej, du har bedst af at hvile dig,« svarede Vitalis, »vær kun rolig, jeg kommer snart igen.« Dermed gik han, og Brio og jeg var alene med den fremmede Dreng. Neppe var Vitalis kommen uden for Døren, før Drengen vendte sig til mig og spurgte paa Italiensk: »Er du fra Italien?« »Nej,« svarede jeg, »jeg er her fra Landet.« »Aah,« sukkede han og fæstede sine store Øjne paa