114 det vist Alvor. Ser jeg daarlig ud?« tilføjede han og stillede sig hen foran mig. »Aah, nej,« svarede jeg, da jeg ikke vilde gøre ham angest. »Det siger du kun for at berolige mig; men jeg er tværtimod glad ved at se daarlig ud,« sagde Karlo, og da han saa mit forundrede Blik, vedblev han: »Jeg vil gerne være syg, rigtig syg — — for saa kommer jeg paa Hospitalet. Jeg har været der een Gang før, og der var saa rart, aah, saa yndigt! Doktoren talte saa venligt til mig og sagde: »Lad mig føle din Puls, lille Karlo! Ræk Tunge, lille Karlo!« Det varer vist ikke længe, før jeg kommer der igen, for mit Hoved er saa tungt, og jeg besvimede i Morges og har stadig Flimren for Øjnene.« — — Han blev afbrudt ved Trin udenfor, det var to smaa Drenge, den ene med en Harpe, den anden med en Violin; de efterfulgtes af andre, saa der snart var et Dusin samlet. Til sidst kom Garafoli selv, en lille Mand med et uroligt Øjekast. »Hvem er det?« spurgte han og pegede paa mig. Karlo skyndte sig at fortælle, hvad Vitalis havde. sagt. »Saa Vitalis er i Paris?« spurgte Garafoli mig. »Hvad vil han?« »Det vil han selv fortælle Dem,« svarede jeg kort. »Den Fyr har nok trang Tid paa Ord,« sagde Garafoli med et vredt Blik; »men lad os nu komme til Forretningerne.« To af Børnene bragte ham en Stol, og han tog Plads midt i Stuen. »Karlo, tag mig Regnskabsbogen,« bød han. Karlo bragte hurtig en tyk Bog og en Blyant.