121 »Ja, i tre Uger,« svarede hun, »vi fandt dig her udenfor i Sneen; men vent lidt, saa skal jeg hente Far.« Hun gik ud af Stuen, og mens hun var borte, nærmede den lille Pige sig frygtsomt. Jeg syntes, at jeg aldrig havde set noget saa yndigt, som hun stod der, med sit gule Haar og sine store, mørkeblaa Øjne. »Hvad hedder du?« spurgte jeg. Hun rystede paa Hovedet. »Vil du ikke sige dit Navn?« spurgte jeg forbavset. Hun rystede endnu en Gang paa Hovedet og pegede derefter påa sin Mund, Ak, hun var stum! Nu gik Døren op, og den unge Pige fra før kom ind, ledsaget af en ældre Mand og en halvvoksen Dreng. »Naa, jeg hører, du er kommen til Hægterne igen,« sagde Manden godmodig. »Vitalis — hvor er Vitalis?« spurgte jeg ængstelig. »Er det din Fader?« sagde Manden. »Nej, det er min Herre,« svarede jeg. »Saa tør jeg vel nok sige dig Sandheden,« sagde Manden, »den gamle er død. Jeg er Gartner og kører hver Dag til Byen med Grøntsager. Da jeg en Morgen kom ud, fandt jeg jer liggende i Sneen. Din Herre var allerede stiv og kold; du derimod levede, og vi tog dig herind. Hunden fulgte med din Herre og laa en hel Dag ved hans Grav paa Kirkegaarden; vi kunde ikke faa den med os. Men da saa min Søn, Aleksis, at der i dine Bøger stod Navnet Remi. Han gik saa ud til Graven med din Trøje i Haanden og sagde til Hunden: »Remi! Remi! Kom til Remi!« og lod den lugte til Trøjen. Saa fulgte den med ham herhjem, og siden har den ligget under din Seng og har ikke villet