122 røre sig. Den har næsten ingenting spist i al den Tid,« sluttede han. Kære, trofaste Brio! Og stakkels Vitalis, der var død! Jeg græd og kyssede Brio — nu var vi to alene tilbage. Gartneren iagttog os opmærksomt, »Har du ingen Forældre?2« spurgte han. »Jeg har en Moder; men hende tør jeg ikke komme hjem til, for hendes Mand vil ikke ha' det,« svarede jeg. »Hvad vil du da gøre, naar du bliver rask?« spurgte han. »Saa har jeg endnu Brio, og saa maa jeg drage rundt paa egen Haand.« »Stakkels Dreng,« sagde Gartneren. Den lille Pige gik hen til Faderen og saa bedende op paa ham, »Ja, ja, Lisemor,« sagde han venlig, »jeg forstaar dig nok. Hør nu, lille Remi,« sagde han til mig, »vi er alle sammen kommen til at holde af dig, mens du har været syg. Har du Lyst til at blive hos os? Jeg kan godt trænge til Hjælp i min Have, for min Søn Aleksis er en doven Rad,. Du skal faa det som mine egne Børn. Og bliver du ved at være svag, saa du ikke kan taale at arbejde — ja, saa bliver der jo nok Brødet til dig alligevel.« »Tror De, jeg bliver syg?« spurgte jeg ræd. »Nej, nej — jeg vil kun vise dig, at du ikke skal tro, jeg gør det af lutter Beregning, og være ængstelig for Fremtiden,« lød Svaret, Aah, Martin Haller, hvorfor var du ikke som denne brave Mand? »Vil du saa?« spurgte han igen.