123 Om jeg vilde? Kun et »Tusind Tak!« kunde jeg stamme; men Gartneren saa vist af mine straalende Blikke, hvor glad jeg blev, »Saa er det afgjort,« sluttede han og rejste sig. »Fra i Dag af har I faaet en ny Broder.« Nu var jeg ikke længer frændeløs. . Jeg havde en Fader og Søskende, som jeg holdt mere af, jo længere jeg kendte dem, De havde plejet mig, mens jeg var syg, til Trods for, at Folk havde raadet dem til at sende mig paa Hospitalet — skulde jeg saa ikke holde af dem? Naar Naboerne talte om, at de burde sende mig bort, svarede Fader Brun kun: »Den gode Gud har selv lagt ham for min Dør — skulde jeg saa støde ham ud i Verden,« Der var tre Børn i Huset: Marie, den ældste, Aleksis og Lise. Marie styrede Huset efter Moderens Død, og Aleksis hjalp Faderen i Haven, Hvad Lise vedrører, da var hun, trods sin Stumhed, Husets Solstraale. Hun var ikke født stum, men havde talt til sit fjerde Aar, da der en Dag kom Ild i Huset. Hun vaagnede og saa de røde Luer omkring sig, og da hun blev baaren udenfor, havde hun af Angest mistet Tungens Brug. Doktoren sagde, der var ikke andet at gøre end at vente med Taalmod; engang i Tiden vilde hun nok komme til at tale igen. Maaske vilde det hjælpe, hvis hun fik en heftig Sindsbevægelse; men foreløbig maatte man se Tiden an. Hun var selv altid glad og fornøjet og blev forgudet af hele Familien, og jeg var ikke den, der holdt mindst af hende. Jeg var længe svag efter Sygdommen, og da de andre var optaget af Arbejdet, blev det Lise, som skulde