124 hjælpe mig. Naar Vejret var godt, spadserede vi, og naar det var daarligt, læste eller legede vi inde i Stuen. Jeg lærte snart hendes Fingersprog, og vi havde mange lykkelige Timer sammen. Eiterhaanden vendte mine Kræfter tilbage, og jeg kunde begynde at arbejde i Haven. Med Utaalmodighed havde jeg ventet paa dette Øjeblik, thi jeg længtes efter at gøre noget for de rare Mennesker, som havde gjort saa meget for mig. Her var jo nu mit fremtidige Hjem. Vel var til Efteraaret de to Aar gaaet, som Vitalis havde lejet mig i, men jeg skulde nok vogte mig for at minde Haller om min Tilværelse. Saa ondt det end gjorde mig at holde Moder i Uvidenhed om, hvor jeg var, — hun maatte ikke høre fra mig. Det mente ogsaa Fader Brun. »Faar Haller opsnuset, hvor du er,« sagde han, »vil han mulig igen sælge dig, og det er ikke sikkert, at du atter falder i Hænderne paa en rar Mand som din gamle Herre. Nej, du maa blive her, til du er myndig, saa Haller ikke kan gøre dig noget. Maaske finder vi engang en Lejlighed, hvorved vi kan underrette din Moder om, at du har det godt.« Det var sørgeligt, at jeg ikke turde skrive til Moder, men jeg saa nok, at Fader Brun havde Ret. Vort Hjem laa uden for Paris paa et Sted, hvor der bor en hel Mængde Gartnere, som forsyner den store By med Grønsel, Frugt og Blomster. Det var en stor Gartnerhave, som Fader Brun i Aarenes Løb havde fremelsket og dyrket. I min Hjemstavn havde jeg vel set Bønderne arbejde med deres Jord, saa, harve og pløje; men aldrig havde jeg tænkt mig, at de smukke Blomster krævede en saadan Røgt og Omhu.