138 Brun, Vi havde jo tilsammen opelsket denne Plante, hvis Røgt havde kostet uendelig megen Umage. Fik den ikke Præmie, vilde vi føle det som et Nederlag — den var jo vort Barn. Efter mine Ord blev der et Øjebliks Tavshed. Saa talte Hr, Remmert med en underlig hæs Røst: »Jeg havde stor Lyst til at se den Fuchsia. Tror du, din Plejefader vil vise mig den?« Jeg trak paa Ordene: »Ja — maaske!« Hr. Remmert 1o, ikke med sin sædvanlige »dannede« Latter, fint og velopdragent, men paa en ualmindelig støjende Maade. . »Ho, ho, ho, Hr. Brun er nok lige saa »fin« som jeg! Vi ynder ikke at vise vore Skatte frem for andre Folks Øjne, og det er i Grunden meget fornuftigt. Saa lader vi den Fugl flyve og tænker ikke mere paa det.« Jeg blev let om Hjertet, for jeg havde paa Følelsen, at Fader Brun ikke vilde se meget glad til mig, hvis jeg kom sammen med hans Nabo for at beundre vor Fuchsia. »I har vel haft meget Mas med at faa den saa prægtig?« blev Hr. Remmert ved. »Hvor staar den Skat? I det store Væksthus?« »Nej, i det lille, længst henne i Hjørnet,« svarede jeg. »Ja saa!« Dermed gik Hr. Remmert ud af sit Væksthus, lukkede Døren, og jeg gik hjem til vort. Jeg maatte naturligvis straks ud med den Historie om Remmerts Udstillingsplante. »Tænk bare, Hr, Remmert vil ogsaa sende en Fuchsia paa Udstillingen, men den er langtfra saa køn som